Gå til indhold
Indhold begynder her

Anne Lise Marstrand-Jørgensen (DK)

Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Les Kaner.

Den danske forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen er aktuel med den historiske roman 'Margrete I' fra 2020 om den danske dronning, som levede fra 1353 til 1412. Det er en episk roman, der fortæller historien om en kvinde, der sprang datidens grænser og forventninger, og som læser får man mulighed for at følge dronningens liv fra barnebrud til regent i en turbulent tid - en tid, som er præget af religion og magtkampe. Anne Lise Marstrand-Jørgensen vandt i 2021 DR Romanprisen for 'Margrete I'.

Hun formår at skrive historiske romaner, som gør fortiden lyslevende og aktuel for læsere i dag, og det var da også med den historiske roman, hun fik sit folkelige gennembrud. Marstrand-Jørgensen kom nemlig på alles læber med tobindsværket 'Hildegaard I-II' fra 2009-2010 om middelaldermystikeren, komponisten og abbedissen Hildegaard von Bingen. Bøgerne blev kaldt for en litterær biografi, der fik en af de største kvindeskikkelser fra middelalderen til at træde lyslevende ud af historiens mørke.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen debuterede i 1998 med digtsamlingen 'Vandring inden ophør' og har siden udgivet flere digtsamlinger og romaner. Hun er uddannet cand.mag. i Litteraturvidenskab og har blandt andet arbejdet som anmelder for Berlingske Tidende.

 

Portrættet er udarbejdet af Litteratursiden i samarbejde med LiteratureXchange.
Læs mere om forfatteren på Litteratursiden.dk.
  • Arrangører
    Mediepartnere
    Strategiske samarbejdspartnere
    Sponsorer