Gå til indhold
Indhold begynder her

Ursula Andkjær Olsen

Forfatter Ursula Andkjær Olsen
Foto: Rolando Diaz.

Ursula Andkjær Olsen er en markant stemme i nyere dansk litteratur. Hun fletter en vifte af komponenter sammen i sine digtsamlinger, som mimer strukturer i klassisk musik, og sproget bliver en levende organisme, hvor tingene får betydning via de relationer, de indgår i. Med 'Mit smykkeskrin' fra 2020 er forfatteren blevet nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. ’Mit smykkeskrin’ tager afsæt i det kvindelige organ som en hul beholder; en infrastruktur i det større system mellem mor og barn. Digtsamlingen skaber et udtryk som på en gang er poetisk smukt og urovækkende klinisk, som skaber en sorg og angst til frugtbarheden. En frugtbarhed, der er betryggende, da vi alle er forbundne i vores fortæring af hinanden og verden.

Ursula Andkjær Olsen har skrevet over 15 værker, primært digtsamlinger, men også en roman samt flere hybridværker, og hun har løbende arbejdet på tværs af kunstarterne. Hun debuterede i 2000 med ’Lulus sange og taler’ og har siden skabt digte, romaner og alt derimellem. ’Lulus sange og taler’ placerede med sin ukonventionelle digtform Ursula Andkjær Olsen i den eksperimenterende litteratur. Med mange stemmer, kulturhistoriske referencer og sproglig leg er den på mange måder introducerende til hendes forfatterskab.

Ursula Andkjær Olsens værker synes altid bundet til en kulturkritik. I ’Havet er en scene' (2008) bruger hun naturen som en måde for jeg'et at bevæge sig bag om og ind i sproget, men bibeholder en kulturkritik og kræver, at læseren tager stilling til Irakkrigen og tidens politiske problematikker. 'Det 3. årtusindes hjerte' (2012) er på trods af sit centrale tema om moderskabet, der siden har været et gennemgående tema i Andkjær Olsens forfatterskab, gennemsyret af en kulturkritik, hvor kapitalismen er forbundet til forplantning og reproduktion. Det møder vi også i 'Krisehæfterne: Pandora Blue Box. Atlantis-syndromet' (2017), hvor spædbarnet, der falder i søvn efter amning, billedliggør den tryghed, som kapitalismen indluller befolkningen i.

 

Portrættet er udarbejdet af Litteratursiden.dk i samarbejde med LiteratureXchange.
Læs mere om forfatteren på Litteratursiden.

 

  • Arrangører
    Mediepartnere
    Strategiske samarbejdspartnere
    Sponsorer