Sara Stridsberg
Svenske Sara Stridsbergs romaner skildrer med stor indlevelse modgangsfyldte liv og giver plads til tabubelagte emner. Hun er senest udkommet med Farvel til Panic Beach, der trækker på hendes egen familiehistorie og berører temaer, som incest, misbrug og komplicerede faderskikkelser.
Stridsberg har en helt særlig skrivestil, der kombinerer forskellige stilarter og poetisk forener tragedie med skønhed og kærlighed. Hendes romaner løber ofte i flere spor, fortælles gennem flere karakterer eller med spring i tid og sted. Som hovedkarakterer er ofte oversete historiske kvinder eller udstødte karakterer, der befinder sig på kanten af samfundet.
Dette er også tilfældet i hendes internationale gennembrud Drømmefakultetet (2007), der med Stridsbergs egne ord stiller spørgsmål som ”Hvem betragter vi som et geni, hvem betragter vi som horer og som gale? … Hvem siger, at den eller den skal være udenfor, og en anden skal være indenfor?” (Interview i Politiken, 01.04.2007).
Hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris for bogen, og foruden tildeling af flere svenske litteraturpriser blev hun i 2019 nomineret til Man Booker-prisen.