Liliana Colanzi (BO)

I den bolivianske forfatter Liliana Colanzis novellesamling Vores døde verden åbnes døren til en verden af det ukendte. Her møder vi blandt andet en kvinde på mission til Mars, en kannibal i Paris og en ung pige forfulgt af det altseende Øje.
Colanzis forfatterskab kredser om død, sygdom, overtro og modstand, og i hendes univers sniger det urovækkende og overnaturlige sig ind i hverdagen. I hendes bøger befinder den oprindelige bolivianske kultur sig altid som et sanseligt og politisk bagtæppe. Hun debuterede i 2010 og har siden udgivet en række novellesamlinger. På dansk findes Vores døde verden og til sommer udkommer hendes seneste novellesamling Ustedes brillan en lo oscuro på dansk.
Hun har modtaget flere litterære priser, herunder Aura Estrada-prisen, og er blandt de 39 udvalgte stemmer i Bogotá 39-antologien, som fremhæver de mest lovende unge forfattere i Latinamerika.