Gå til indhold
Indhold begynder her

Thomas Korsgaard (DK)

Forfatter Thomas Korsgaard.
Foto: Les Kaner.

Thomas Korsgaard er født i 1995 og opvokset i en landsby udenfor Skive. Han er en ung forfatter med et stort sprogligt talent, skarpe replikker og et særligt blik for menneskelige skævheder ude ved fjerde kartoffelrække.

Forfatterens omdiskuterede debutroman 'Hvis der skulle komme et menneske forbi' (2017) handler om drengen Tues opvækst i et hjem uden mange ressourcer. Han vokser op på et gældsramt landbrug, og da moren går ned med en depression efter en spontan abort, vokser Tue og hans søskende op uden omsorg fra de fraværende og pressede forældre. Tue føler en voksende magtesløshed, der blandt andet kommer til udtryk gennem grove drengestreger. Romanen tematiserer drengens forhold til sin far og opvæksten på kanten af Danmark og er delvist selvbiografisk.

'En dag vil vi grine af det' (2018) er den selvstændige opfølger til debutromanen. Tues mor har fået en millionerstatning fra Patientklagenævnet, så der er råd til både kobberbryllup og charterrejse. Alligevel er der fortsat ikke meget at grine af i Korsgaards anden roman, som også tog læserne med storm, og i 2021 vender forfatteren tilbage til Tue med romanen 'Man skulle nok have været der', der følger den unge mand, som flakker rundt i København uden et ståsted.

 

Portrættet er udarbejdet af Litteratursiden.dk i samarbejde med LiteratureXchange. 
Læs mere om forfatteren og hans bøger på Litteratursiden.

  • Arrangører
    Mediepartnere
    Strategiske samarbejdspartnere
    Sponsorer